Inspiration

Inspiration til eftertanke

-og tips og tricks til mere glæde i hverdagen

Psykoterapi og coaching - hele dig i centrum

Lotte Nielsen, psykoterapeut, coach,

tankefeltterapeut og healer

Derfor skal du ikke undgå sukker!


Vi ved det godt. Sukker er skidt for kroppen.


Jeg har læst mange forskellige blogs/artikler, der angiver sukkeret som en af årsagerne til at vi bliver syge. Både caries, diabetes,  alzheimer, ADHD, hjerte-kar-sygdomme, kræft mm. bliver nævnt som en følge af for stort sukkerforbrug.


Måske har du også læst om sukkerets skadelige virkninger ?


Uanset om der er videnskabeligt bevis for udsagnene, skaber artiklerne en frygt. En frygt for at blive syg.


Derfor tror jeg, at rigtig mange har et ønske om at holde op med at spise sukker, så vi kan leve længe uden sygdomme.


Det kan give bagslag

Desværre er det et ønske, som kan give det helt modsatte resultat. For nogen ender det med at blive en kamp mod sukkeret, som paradoksalt nok ender i sukkerorgier og overspisning. Sukkeret bliver en fjende, som vi prøver at bekæmpe, og det er en kamp, som kan være svær at vinde. For når vi prøver at undgå noget, kommer det let til at fylde alt for meget, og det kan opleves som et afsavn. Når vi har holdt os fra sukker i en periode, bliver savnet så stort, at vi måske ender med at give efter for trangen til noget sødt, og spise alt for meget på en gang.


Hvad kan du gøre i stedet ?

Du kan ændre dit mål, så du ikke går efter det perfekte – 100% sundhed/nul sukker - men vælger et mål, hvor du tillader dig selv at spise lidt sukker. Slut fred med sukkeret. Accepter at du har lyst til sukker. Det smager jo godt – det kan ingen vist nægte...


Når du slutter fred med sukkeret kan du tillade dig selv at nyde det – og nøjes med små mængder. Og måske en bedre kvalitet.


Med tiden kommer du måske også der til, at du ikke behøver at spise sukker hver dag, for du ved, at du har et valg. Du kan vælge at spise det. Du kan vælge at lade være. Hvis du ikke får noget i dag, kan du få noget i morgen. Det er ok.

 

Lyst til at vide mere ?

Der er utallige grunde til, at vi spiser for meget sukker og har svært ved at styre forbruget. Og der er flere forskellige veje til at ændre uheldige sukkervaner.


Hvis du er klar til at slutte fred med sukkeret, kan jeg guide og støtte dig gennem din proces, hvor vi fokuserer på hvad netop du har brug for, til at få et mere afslappet forhold til sukker - og mad iøvrigt.

Kan du mærke livet ?

 

Føler du, at du står på sidelinien i dit eget liv ? Som om du lever i en osteklokke, og kigger på livet der går forbi, uden at du rigtig deltager i det ?

 

Jeg havde selv den fornemmelse i mange år. Jeg følte det, som om jeg befandt mig i en tåge, som jeg ikke kunne komme ud af. Det var frustrerende, og jeg anede ikke, hvordan jeg kunne slippe ud....

 

Hvis du også har det sådan, kan det være fordi du er ude af kontakt med dine følelser. At du ikke kan eller tør mærke dem.

 

Når du kan (og tør) mærke dine følelser, kan du mærke livet. Dets op- og nedture. Glæderne og sorgerne, dramaet og roen, frygten og trygheden.

 

Hvordan kunne det ske ?

Når du er ude af kontakt med dine følelser, når du ikke kan (eller tør) mærke dem, så er der altid en god grund til det. Du har sikkert ikke bevidst afskåret kontakten med dem. Du har gjort det for at overleve da du var helt lille.

 

Som barn har du måske erfaret, at det var ”farligt” for dig at mærke og vise dine følelser. Du har måske fornemmet, at dine forældre ikke brød sig om at du var ked af det. Eller at de tog afstand fra dig, når du var vred. Så holdt du efterhånden op med at vise disse følelser. Du lærte ikke at håndtere dem, og turde ikke mærke dem.

 

Uanset hvad, så kan det være skræmmende, når du mærker, hvordan kroppen reagerer på dine følelser.

 

  • Når hjertet hamrer af angst.
  • Når tårerne presser sig på af sorg.
  • Når vreden får dit blod til at koge

 

Det interessante er, at jo mere du prøver at skjule følelsen, at få den til at gå væk, jo mere vil den presse sig på. Hver gang du prøver at skubbe sorg, vrede, angst eller frygt væk, vil følelsen

sætte sit aftryk i din krop. Den vil lagre sig der, og hobe sig op. Når der ikke er plads til mere, skal den ud. Og den kommer ud som et overtryk. Ukontrolleret og ude af proportioner. Du kan ikke holde den tilbage.

 

  • Den indestængte vrede kommer ud som råb og skrig 
  • Sorgen kommer ud som en flod af ustoppelige tårer
  • Angsten kommer ud som en rysten, der efterlader dig ude af stand til at handle.

 

Hvordan kan du ændre det mønster ?

Det kan du ved at acceptere dine følelser. Giv dig selv lov til at føle, det du føler. Få afløb for dine følelser i små portioner, når du mærker dem.

 

  • Sig fra når du bliver vred.
  • Tillad dig selv at mærke frygten, når du bliver bange
  • Giv dig selv omsorg, når du mærker sorgen, og lad tårerne trille, hvis de kommer.

 

Du behøver ikke at vide præcis hvad du føler. Alt du behøver at gøre, er at turde mærke, hvad der sker i din krop, og lade det ske.

 

Lad dig ikke skræmme.

 

Vær nysgerrig i stedet.

 

Når du er blevet ven med dine følelser vil du opleve mindre frygt, en mere fredfyldt væren, mere selvtillid og du vil igen turde mærke livets puls.

 

Hvis du længe har lukket dine følelser ude, kan det virke overvældende at tage kontakt til dem.

At se dem direkte i øjnene og ikke kigge væk. Her kan det være en fordel, at udforske dem sammen med en, der kan være ved din side i processen.

 

Som psykoterapeut kan jeg rumme dine følelser sammen med dig.

 

Jeg kan guide dig ind i følelsernes landskab, nænsomt og blidt.

Nysgerrigt og undersøgende. I dit tempo og med dig som ekspert i dine følelser.

 

Detvar netop det, der fik mig ud af min osteklokke. Jeg blev rummet med alle mine følelser. Både al den gamle sorg, vrede og frygt, der havde hobet sig op i mig, og det jeg mærkede i nuet. Jeg lærte at håndtere følelserne, at være med dem og acceptere dem. I dag kan jeg være nærværende, og jeg kan mærke livet med alle dets op- og nedture. Jeg føler mig levende. 

Var der nogen, der sagde kontrolfreak ?

Her er 7 tegn på, at du måske har et stort behov for at have kontrol:

 

  1. Du planlægger alt til mindste detalje, og tjekker jævnligt din kalender for at se, om du har styr på det hele.
  2. Du føler dig meget utilpas, når der sker noget uventet – et surpriseparty er dit værste mareridt.
  3. Du vil helst gøre alting selv – på din måde. For kan andre gøre det bedre end dig ?
  4. Du tjekker op på alt hvad din familie gør: Har du husket at ….? Fik du ordnet....?
  5. Du er et vanemenneske, og føler dig mest tryg ved det du kender. Sidder samme sted i kantinen, køber ind det samme sted, tager på ferie samme sted hvert år osv.
  6. Når du er passager i en bil, deler du gerne ud af dine gode råd om hvordan man gebærder sig i trafikken. Og du har det aller bedst med at være den, der sidder ved rattet.
  7. Det er dig, der styrer fjernkontrollen, når I ser tv.

 

 

HUSK: Det er ikke KUN dårligt eller forkert at have kontrol. Det kan være sundt og nyttigt:

 

F.eks. i forhold til din økonomi, din sundhed og dine børn mens de er små

F.eks. i nødsituationer, til store arrangementer og hvis du er leder

 

Den sunde kontrol kan være udtryk for, at du er struktureret, har overblik, og står ved dig selv.

 

Der kan være mange gode grunde til, at du har valgt at udøve overdreven kontrol:

De fleste af dem bunder i frygt:

 

  • Frygt for hvad andre tænker om dig
  • Frygt for hvad andre kan finde på at gøre eller sige,
  • Frygt for ikke at være god nok
  • Frygt for igen at blive svigtet, løjet for eller nedværdiget
  • Frygt for om du kan klare det uventede

 

Bagsiden af at være alt for meget i kontrol er, at

  • Det kræver meget energi
  • Du fratager andre deres ansvar og påtager dig alt for meget selv
  • Andre kan føle sig umyndiggjorte og ufrie
  • Der er ikke meget plads til at være impulsiv, lege og bare være med det, der er

 

For at slippe den overdrevne kontrol, kræver det, at du slipper din frygt.

At du genvinder tilliden til andre, dig selv, og livet, og at du tør tro på, at du kan være tryg.

 

Når du slipper kontrollen, kan du opnå

  • Færre bekymringer
  • Mere glæde og spontanitet
  • Mere lethed
  • Mere energi og overskud
  • At du kan læne dig tilbage og lade andre gøre arbejdet med god samvittighed.

 

Er du klar til at slippe noget af din kontrol?

 

Første skridt på vejen er at erkende, at du kontrollerer for meget på et bestemt område.

 

Dernæst kan du stille dig selv følgende spørgsmål for at blive mere klar på mønsteret i din kontrol:

 

Hvad er det, du frygter mest, når du er i kontrol-mode ?

Hvad er det værste, der kunne ske, hvis du slap kontrollen ?

Hvem / hvad forsøger du at kontrollere ?

 

God fornøjelse i processen 

 

Og husk: 

 

AT GIVE SLIP ER IKKE DET SAMME SOM AT MISTE GREBET

Første skridt på vejen til mere positive tanker (og mere glæde)

 

Hvor skal du starte, når du synes de negative tanker fylder for meget ?

Hvad er første skridt ?

 

Du har måske hørt, at dine tanker skaber din virkelighed ?

at dine tanker påvirker

  • dine følelser,
  • dine handlinger
  • og dit liv.

 

Hvis du har mange negative tanker, vil det højst sandsynligt påvirke dit liv i negativ retning.

 

Måske har du negative tanker

  • om dig selv,
  • om andre,
  • om livet i almindelighed
  • og dit eget liv i særdeleshed.

 

Du kan heldigvis ændre dine negative tanker til positive

- og dermed få et mere positivt syn på livet

Og hvordan kan du ændre dine tanker ?

 

Hvis du ikke er bevidst om hvad du tænker

kan du ikke ændre dine tanker.

 

Første skridt på vejen mod mere positive tanker er derfor:

 

BEVIDSTHED.

 

- om hvad du tænker.

 

Og hvordan kan du opnå mere bevidsthed ?

 

Det kan du ved at lytte.

Gå ind i dig selv

Vær stille

Og lyt.

 

Læg telefonen væk

Sluk tv'et

Sæt dig ned

Træk vejret

og lyt.

 

Måske hører du ikke noget første gang.

Måske heller ikke tredje gang

Men jo mere du øver dig,

jo lettere bliver det for dig at høre dine tanker.

 

Og herfra har du mulighed for at se mønsteret i dine negative tanker, og ændre det, du vil ændre

KONTAKT:

 

Adresse: Pedersholms Alle 39, Vejle

Telefon:  23 31 44 19

 

Du kan betale med mobilepay

psykoterapi coaching

Copyright © All Rights Reserved